
Cykelruter i Gentofte
Tag på cykeltur i Gentofte
For at gå direkte til en af de enkelte cykelruter tryk link herover
Intro
Gentofte er en lille kommune, der byder på mange oplevelser, perfekt til cykelture. Savner du inspiration til en cykeltur, så find de afmærkede ruter her. Følger du Skovruten, Parkruten, Søruten eller Moseruten, får du både naturoplevelser, arkitektoniske perler og kulturhistorie med på din vej.
Før, under og efter din cykeltur kan du læse om de ting, som du kommer forbi. Uanset hvor godt du kender Gentofte, vil du garanteret opdage noget nyt.
God Fornøjelse!
Skovruten
Skovruten passerer nogle af Gentoftes karakteristiske skove og grønne områder, blandt andet de store naturområder i relation til Dyrehaven, Hundesømosen, Ellemosen, Christiansholms Mose samt Hvidørebækken og det genskabte landskabsrum omkring den fossile Klampenborg Fjord. Derudover Bernstorffs Slotshave, Femvejsmonumentet samt Charlottenlund Skov og Strandpark, med Charlottenlund Fort. Ruten passerer fine arkitektoniske monumenter som Bernstorffs- og Charlottenlund Slot samt flere af kommunens fornemme landsteder og kendte rekreative grønne områder og strandparker langs Øresundskysten, fx Bellevue, Hvidøre og Charlottenlund.
Parkruten

Ruten forbinder mange af Gentofte Kommunes grønne have- og parkfaciliteter gennem tid og sted. Flere har både regional og national betydning, som f.eks. Hellerup Havn og Strandpark, der er tegnet af G.N. Brandt. Det samlede anlæg med Rosenhaven og Staudehaven (inklusive idrætsfaciliteter) regnes for at være Danmarks første bevist udformede funktionalistiske park. Desuden ligger den romantiske Øregård Park, med Hambros Allé og sundvejene som en perlerække af kik mod Øresund. Charlottenlund Slotspark og Skov over for Charlottenlund Strandpark og Fort - oprindeligt populært kaldet fluepapiret- var og er et af storbyens mest søgte rekreative åndehuller langs Øresundskysten. Kildeskoven og Kildeskovshallen indgår i bedste synergi som et af kommunes banebrydende byggerier af national betydning.
Søruten
Ruten er - som navnet antyder - overvejende en rute, som passerer kommunens blå værdier, i form af sø og moseområder. Gentofte Sø er kommunens absolut vigtigste sø, både som rekreativt miljø med spændende stiforløb (herunder en anlagt stiforbindelse på pontonbro) og som internationalt naturbeskyttelsesområde. Gentofte Sø er sammen med Brobæk Mose udpeget som et Natura 2000-område, og søen er en af Danmarks reneste søer, med sine bare 8 km fra Københavns Centrum. Se også Gentofte Rende, der med stigbord er med til at regulere vandstanden i Gentofte Sø. Nymosen i Vagede er med sine stier, sports- og legepladser et yndet rekreativt nærområde. Hollænderdammen mod nord er synlig fra Ermelundsvej, som et spændende, tilbageværende element fra et tidligere, nu drænet søområde (Hundesømosen) i forbindelse med Jægersborg Slot.
Moseruten
Moseruten fører rundt i Vangede og Gentofteområdet og byder på nogle af kommunens mindre kendte, men ikke desto mindre helt store naturperler. Oplev f.eks. en helt anden verden af urskovsagtigt vildnis med sjældne dyre- og plantearter i Danmarks ældste fredning, Gammelmosen. Den smukke natur og det rige fugleliv kan nydes ved Gentofte Sø og i den tilstødende Brobæk Mose, hvor græssende kvæg i sommerhalvåret holder til i det åbne englandskab. Og endelig kan man gå på opdagelse i de mange særprægede og naturinspirerede haverum på Mariebjerg Kirkegård. Den unikke kirkegård er et landskabsarkitektoniske mesterværk og er optaget i Kulturministeriets kulturkanon. I Vangede kan man dykke ned i et spændende stykke lokalhistorie i Dan Turèlls beskrivelse af sin opvækst i bydelen i 50’erne, og ved Nymosen kan man tage et kig indenfor i kirken, tegnet af den danske stjernearkitekt bag Menneskehedens Triumfbue i Paris, Johan Otto von Spreckelsen. En anderledes oplevelse venter på Genbrugsstationen, der i sin grundplan er inspireret af Dødsstjernen fra Star Wars-universet, og som i 2014 blev kåret som ‘årets byggeri’. En tur ved Gentofte Stadions imponerende skateranlæg vil være et hit for de yngre generationer, både de øvede og nybegynderne.